Christina Hvid bliver ny adm. direktør i Molio
Fotokredit
Foto: PR

Christina Hvid er ny adm. direktør i Molio

Christina Hvid tiltrådte den 1. marts som ny administrerende direktør for Molio – Byggeriets Videnscenter. Christina Hvid bliver en af de centrale aktører, der med fokus på udvikling, digitalisering og effektivisering skal styrke dansk byggeris viden og konkurrenceevne.

PRESSEMEDDELELSE

Christina Hvid overtager posten som administrerende direktør i Molio – Byggeriets Videnscenter efter Jørn Vibe Andreasen, som har været i spidsen for Molio og det tidligere Byggecentrum i 27 år, og fremover vil bidrage med sin indsigt, netværk og erfaring som seniorkonsulent i Molio.

Molio skal udvikles til et innovativt fyrtårn

Bestyrelsesformand for Molio Christian Listov-Saabye ser frem til samarbejdet.

– Christina Hvid skal som ny administrerende direktør med friske øjne, engagement og ny energi bidrage til at udvikle Molio til en innovativ og digital videnformidler, der kan løfte hele den danske bygge- og anlægssektor. Samtidig skal hun sikre, at Molio fortsat udvikles kommercielt og kundeorienteret, siger Molios formand Christian Listov-Saabye, der også er adm. direktør i MOE – Rådgivende Ingeniører.

Med Christina Hvid træder en erfaren topchef, der senest har stået i spidsen for digitaliseringen af den kollektive transport, ind i den danske bygge- og anlægssektor. Christina Hvid kommer fra Rejseplanen A/S. Her har hun igennem de seneste fem år skabt stærke resultater og høj kundetilfredshed og frem for alt vist, hvordan den digitale omstilling, som de fleste virksomheder skal igennem, kan håndteres i samarbejde med og på tværs af en hel sektor.

Med ansættelsen af Christina Hvid vil Molio ifølge formanden kunne blive det fyrtårn i branchen, der kan agere som vidensgenerator, igangsætter og sparringspartner for alle dele af byggeriet.

Brobygger, der er stærk på de nye megatrends

Christina Hvid har tidligere været administrerende direktør for forskerparken Symbion, hvor hun var med til at udvikle mange it- og biotek-startupvirksomheder. Og som administrerende direktør for Danske Slagterier, repræsenterede Christina Hvid en stor dansk milliardeksport i udlandet, mens hun på den hjemlige scene arbejdede politisk med mulighederne for at få gavn af globaliseringen. Det er disse erfaringer, der nu skal i spil i Molio.

– Jeg vil bruge min viden om digitalisering, globalisering og samarbejde. Der er vi førende i Danmark, og det skal vi drage endnu mere fordel af. Min opgave vil være at sikre, at viden og kompetencer på disse områder bliver bredt endnu mere ud og anvendt – også af de mange små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. Det er vigtigt, at vi får alle med på rejsen. Hele byggebranchen skal med, så vi sikrer, at innovationsevne, videnspredning og livslang læring giver den udvikling, der gør, at vi kan klare det globale konkurrencepres, siger Christina Hvid.

Christina Hvid har igennem hele sin karriere arbejdet med innovation og implementering af teknologi i virksomhedsudvikling. Det er netop omdrejningspunktet for en stor del af udfordringerne i byggeriets værdikæde.

Behov for digitalisering og synlig position

– Digitalisering bliver fortsat vigtigere og er stort set integreret i alle processer i byggeriet – uanset om vi taler om nybyggeri, renovering eller klimatilpasning og bæredygtighed. Derfor glæder jeg mig også til at stifte bekendtskab med de mange spændende virksomheder, bygherrer, rådgivere og entreprenører, og møde de mange kompetencenetværk, som også kendetegner bygge- og anlægsbranchen. Jeg vil gøre mit til, at byggeriets aktører får et innovations-hub, hvor den nyeste viden og teknologi testes, prøves af og kommer bredt ud til alle virksomheder og bliver brugt. Jeg vil arbejde for, at Molio i samspil med alle i branchen øger viden- og kompetenceniveauet i virksomhederne til gavn for sektorens produktivitet, slutter Christina Hvid.

– Molio skal for alvor på landkortet. Der skal prøves nye ideer, retninger og produkter af, og dem vil vi i bestyrelsen i den kommende tid prioritere sammen med Christina Hvid. Vi er overbeviste om, at hun vil placere Molio i en central og synlig position – ligesom hun har skabt innovative fyrtårne, transformation og synlighed for forskerparken Symbion og senest i Rejseplanen. Jeg er sikker på, at hun med sin udadvendthed og sit stærke personlige drive vil indtage en proaktiv rolle i tæt samspil med alle de relevante aktører i branchen og Molios dygtige medarbejdere, siger Christian Listov-Saabye.

Hvem er Christina Hvid?

Christina Hvid er 48 år. Hun er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har lederuddannelser fra bl.a. Insead og Wharton og en bestyrelsesuddannelse fra CBS.

Karriere

2019 - Adm. direktør, Molio – Byggeriets Videnscenter

2013 - 2018 Adm. direktør, Rejseplanen A/S og samarbejdsorganisationen Bus & Tog

2011 - 2012 Adm. direktør, AVT Business School A/S

2006 - 2010 Adm. direktør, Danske Slagterier

1999 - 2006 Adm. direktør i forskerparken, Symbion A/S, Symbion Fonden, CAT-Symbion Innovation, IT-Væksthuset, Symbion Capital

1998 - 1998 Projektchef i Wonderful Copenhagen

1995 - 1998 Fuldmægtig og direktionssekretær Erhvervsfremmestyrelsen

Christina Hvid har desuden beklædt en række danske og internationale bestyrelsesposter (herunder i DEAS Holding og DEAS A/S) og været medlem af en række advisory boards og ministerielle udvalg og formelle netværk. Hun blev i 2008 udnævnt af World Economic Forum som Young Global Leader.

Privat er hun gift med Jacob Holbraad, der er adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening med hvem hun har to børn på henholdsvis 17 og 13 år.

Hvad er Molio - Byggeriets Videnscenter?

  • Molio er en kundefokuseret forretning i profitabel vækst
  • Molio udvikler digitale værktøjer og udgiver bøger og publikationer, der gør relevant byggefaglig viden tilgængelig for byggeriets virksomheder
  • Molio efteruddanner ansatte i hele byggebranchens værdikæde
  • Molio udbyder løbende konferencer og seminarer om centrale temaer og trends med afsæt i byggeriets innovation og udvikling – for at øge produktivitet, kvalitet og bæredygtighed i byggeriet
  • Molio leverer standarder til at forædle og effektivere byggeprocessen
  • Molios kunder er mange og kommer fra hele byggeriets værdikæde – håndværkere, entreprenører, bygherrer, ingeniører og arkitekter
  • Molio bidrager til at udbygge samarbejde og netværk - især med fokus på digitalisering, globalisering, klima og bæredygtighed
  • Molio blev til ved en sammenlægning af Byggecentrum og Foreningen bips i 2016
  • Molio har 75 ansatte og har hovedsæde i Herlev. Derudover ejer Molio HUSET i Middelfart som er konference- og udstillingscenteret med 28.000 m2 tilhørende byggeudstilling.
  • Molio er en erhvervsdrivende fond
  • "Molio" er latin og betyder bygge, opføre eller konstruere

Læs alle pressemeddelelser her