Danske finalister til buildingSMART International Awards

Danske projekter vinder to buildingSMART International Awards

I år løb to danske projekter med to af priserne på buildingSMART International Awards. Copenhagen Airports er vinder af Operations and Maintenance Award med ”Automated Quality Control”, mens MT Højgaard og DTU vandt Special Distinction i Bygningskategorien for ”DTU B310”.

buildingSMART International Awards 2019 blev uddelt denne uge som en del af buildingSMART International Standards Summit, der løber af stablen i Beijing den 28.–31. oktober.

Igen i år var fokus på, hvordan byggeriets parter anvender openBIM som en integreret del af deres projekter, og der var over 100 indstillede projekter fra hele verden, der dystede om årets priser.

Læs også: Hvad er buildingSMART?

Styrket udveksling mellem faserne

Copenhagen Airports vandt Operations and Maintenance Award med projektet ”Automated Quality Control”, der har tre overordnede målsætninger, som skal hjælpe Københavns Lufthavn med at bygge og drifte mere effektivt.

Det handler om at undgå fejl i de digitale bygningsmodeller gennem alle faser, sikre at alle ved, hvilke fejl de hver især er ansvarlige for at rette, samt at hjælpe lufthavnens samarbejdspartnere med at levere data af høj kvalitet til lufthavnens driftsfolk. 

Michael Ørsted, afdelingsleder for Technical Knowledge, Copenhagen Airports, er glad for anerkendelsen:

– At styrke IFC-udvekslingen imellem byggeriets faser gavner alle, da vi med en ensartet og korrekt struktureret udveksling sikrer kvaliteten og konsistensen. Samarbejdet med NIRAS om dette og projektets videre perspektiv er allerede i gang med andre bygherrer i Danmark.

Rent digitalt byggeri - ingen papir

MT Højgaard og DTU har modtaget prisen Special Distinction Award i bygningskategorien for ”DTU B310” projektet.

Underrubrikken ”No paper – Pure Digital” indrammer essen af projektet, da al arbejdet på den 10.000 m2 store forskningsbygning er foregået digitalt – helt uden brug af papirtegninger. OpenBIM har udgjort det digitale grundlag for hele arbejdet og har bidraget til en optimal proces, der afspejler sig i økonomi, kvalitet og tid. 

– Ud fra et byg- og driftherreperspektiv, og i relation til buildingSMART, har udviklingen af DTU's IDM (Information Delivery Manual) omkring digitale projektleverancer til ejendomsforvaltning og -drift bl.a. fungeret som en kravspecifikation til vores teknologiske partner og IT SaaS-provider (Dalux), der skulle udvikle en digital platform, der er web-baseret og forbundet med BIM-modellen. Særligt for DTU bygning 310 blev Dalux Digital Aflevering anvendt for første gang nogensinde i betaversion - og med stor succes, da klarmeldingen af D&V fra entreprenøren (MT Højgaard) foregik tre måneder forinden den fysiske afleveringsforretning. Succesen betyder, at vi har til hensigt at skalere værktøjet til andre DTU-projekter, siger Khoa Dang Ngo, sektionsleder for CAS digital på DTU.

Læs mere om årets vindere i samtlige kategorier her

Nyt dansk buildingSMART Chapter

Aktuelt arbejder Molio på at styrke buildingSMART i Danmark og udvikler som en del af dette et selvstændigt dansk chapter, der skal erstatte det nuværende fællesnordiske chapter.

Læs om baggrunden for udviklingen af det selvstændige danske chapter her