Brandvejledninger

De nye brandvejledninger er klar

Endelig er brandvejledningerne til Bygningsreglementet (BR18) tilgængelige i trykt form, og kan købes hos Molio.

Bygningsreglementets brandvejledninger er nu nået så langt i udarbejdelsesprocessen, at Molio kan udgive en trykt version af det samlede arbejde. Dele af materialet er stadig under udarbejdelse (se faktaboks længere nede).

– Vi er glade for, at hovedparten af brandvejledningerne endelig ligger klar, selvom Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsens arbejde ikke er helt slut endnu, siger Ib Bertelsen, direktør for Kunder og Relationer hos DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.

Bestiller du brandvejledningerne som abonnement hos Molio, vil du automatisk få tilsendt de tekster, der er under udarbejdelse, efterhånden som de bliver klar, samt ajourført materiale.

Ikke 100 % færdige

En af årsagerne til, at vejledningerne er blevet forsinket, er det store koordineringsarbejde mellem folk fra rådgiverbranchen. Derudover har input til de enkelte løsninger været sparsomme.

– Vi mangler stadig flere input fra rådgiverne, så vi kan ruste dem til deres arbejde med brandsikring af byggeriet og derfor kan man ikke sige, at vejledningerne er 100 procent færdige endnu, siger Ib Bertelsen.

Fordi de præ-accepterede løsninger bygger på et erfaringsgrundlag, og derfor tit tager udgangspunkt i de forskellige virksomheders egne processer, har det været svært at nedfælde de helt rigtige løsninger. Ib Bertelsen forklarer, at der altid vil være nogen, der synes, at de har en bedre løsning, hvilket gør processen svær.

Hvordan er vejledningerne anderledes?

Det nye format på brandvejledningerne betyder, at der nu er en vejledning for hver bygningskategori. Det gør, at vejledningerne også får større betydning end den tidligere Eksempelsamling for brandsikring af byggeri.

En af de største ændringer i vejledninger er, at der er kommet større fokus på indarbejdelsen af de præ-accepterede løsninger fra rådgiverne i byggebranchen.

– Forudsætningen for arbejdet har været at samle de mange eksisterende præ-accepterede løsninger ind, så rådgiverne ikke nødvendigvis skal ud og finde på nye. Formålet er, at rådgiverne og bygherrerne kan spare tid ved, at Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen har indsamlet løsninger, som er accepteret og som kan fungere som en slags standard i byggeriet, forklarer Ib Bertelsen.

Der har været øget fokus på, at de præ-accepterede løsninger nu er blevet anerkendt som et regelsæt for byggeriet.

– De præ-accepterede løsninger har været en mulighed for at få indarbejdet nogle af erfaringer, som mange rådgivere har gjort sig, siger Ib Bertelsen og fortsætter:

– Der findes mange forskellige måder at sikre mod brand. Derfor har det været vigtigt for Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen at få indarbejdet de løsninger, som allerede nu har opnået tilstrækkelige accept hos myndighederne i landets kommuner.

Brandvejledningerne kan købes som ringbind (abonnementsordning) i Molios boghandel. Du kan også få digital adgang via Branddata.

Faktaboks
Udgivelser, der ligger klar i trykt form:

- Vejledende udtalelse om bygningsreglementets brandkrav efter 1. juli 2018 

- Eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri (Udgår, når alle brandvejledningerne er udarbejdet)

- Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 om brand (Herunder er kapitel 1 klar i trykt form, kapitel 2 er tilgængelig digitalt, men ikke trykt endnu), inklusiv nedenstående bilag:

  • Bilag 1 - Præ-accepterede løsninger – Enfamiliehuse
  • Bilag 2 - Præ-accepterede løsninger – Etageboligbyggeri
  • Bilag 3 - Præ-accepterede løsninger – Kontorbygninger
  • Bilag 4 - Præ-accepterede løsninger - Forsamlingslokaler, butikker mv.
  • Bilag 5 - Præ-accepterede løsninger – Undervisningslokaler
  • Bilag 6 - Præ-accepterede løsninger - Hoteller mv.
  • Bilag 7 - Præ-accepterede løsninger - Bygningsafsnit, hvor personer ikke kan bringe sig i sikkerhed ved egen hjælp
  • Bilag 8 - Præ-accepterede løsninger - Landbrugserhvervets avls- og driftsbygninger
  • Bilag 9 - Præ-accepterede løsninger - Bygningsafsnit med garageanlæg
  • Bilag 10 - Præ-accepterede løsninger - Industri- og lagerbygninger
Udgivelser, der bliver udgivet i takt med de bliver udarbejdet og trykt:

De resterende 2-7 kapitler i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 om Brand

- Kapitel 2 er på nuværende tidspunkt tilgængeligt digitalt, men regnes med at udkomme i trykt form snarest, efterfulgt af kapitel 3-7, der udkommer i takt med, at de bliver udarbejdet)

  • Brandtekniske installationer
  • Drift i henhold til brand 

Tilmeld nyhedsmail