Digitale trends #3: VR & AR
Fotokredit
Bim Equity og ©HoloLens

Digitale trends #3: VR & AR

Digitalt Barometer: Digitalisering er måske den mest forandringsskabende kraft siden industrialiseringen. Vi bringer her del 3 af 4 om digitale trends.

Automatisering, digital kommunikation, Internet of Things og Big Data er blandt nogle af de aktuelle teknologiske muligheder, som for nogle virksomheder skaber nye muligheder og for andre udfordrer deres forretning.

Men hvad betyder alle begreberne?

Vi har samlet en række digitale tendenser og beskrevet dem i fire korte artikler – læs også første del om IoT og digital twins og anden del om kunstig intelligens.

Virtual Reality (VR)

Virtual reality er en teknologi, der lader en bruger opleve et computersimuleret miljø. 

VR består typisk af visuelle oplevelser via en VR-brille, men nogle former for virtual reality bruger også bl.a. lyd gennem højttalere eller hovedtelefoner.

I byggeriet har bl.a. arkitekter stor glæde af VR. For hvordan skræddersyr man fx et byggeri, så man er sikker på, at det passer med slutbrugernes behov?

Ved hjælp af VR-briller kan sygeplejersker opleve et hospital, før det bygges, og forskere kan give deres besyv med ift., hvad et laboratorium skal indeholde, før et omfattende universitetsbyggeri tager fart.

Med VR kan man skabe et realistisk og nemt forståeligt billede af, hvordan byggeriet vil fremstå, før det er opført og inddrage de ikke-byggefaglige slutbrugere i den ellers tekniske planlægningsproces.

Augmented reality (AR)

AR er en ekstra dimension på virkeligheden. Med AR kan man se de eksisterende omgivelser og den planlagte byggemodel på samme tid.

Microsofts HoloLens er et eksempel på en AR-brille, der skaber et udvidet virkelighedsbillede ved at projicere hologrammer oven på den virkelige verden. Man kan gå rundt med brillerne på den bare byggegrund og samtidig opleve det færdige byggeri.

Entreprenørvirksomheden Aarsleff gør eksempelvis brug af AR, hvis de vil se armeringen, før den opføres. Det giver dem mulighed for at imødekomme eventuelle fejl og rettelser, før byggeriet går skævt og koster alt for meget tid og penge.

Kilde: Digitalt Barometer / Molio