EcoVillage | Firedobling i svanemærket byggeri på 3 år | Molio
EcoVillage Skråningen i Lejre ved Roskilde der er tegnet af Vandkunsten og leveres af Scandi Byg med CASA A/S som totalentreprenør, er bare et af mange nye svanemærkede byggerier, som skyder op, og byder nye indbyggere velkommen i 2019.

Firedobling i svanemærket byggeri på 3 år

Antallet af svanemærkede byggerier i Norden er firedoblet på bare 3 år. Det betyder, at antallet af færdigbyggede lejligheder, huse og daginstitutioner med Svanemærket nu er ca. 8.000, mens omkring 18.000 er under konstruktion.

En dugfrisk statistik fra Nordisk Miljømærkning viser markant vækst i antallet af svanemærkede byggerier. Det betyder, at der i dag findes 8.000 færdigbyggede svanemærkede lejligheder, huse og daginstitutioner i Norden, mens hele 18.000 nye er under konstruktion. Det er fire gange flere end i begyndelsen af 2016.

– Vi oplever i hele Norden en fortsat stigende interesse for svanemærket byggeri fra både bygherrer, entreprenører og arkitekter. Og det tror jeg, at der flere grunde til. Dels er Svanemærket et mærke, som de fleste kender og har stor tillid til. Dels er et svanemærket byggeri meget aktuelt i en tid hvor cirkulær økonomi og FN's verdensmål fylder stadigt mere hos de fleste, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Fremmer verdensmål og cirkulær økonomi

Netop svanemærket byggeri er kendetegnet ved lavt energiforbrug, skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, materialekontrol og materiale-logbog samt god kvalitet. Alt sammen noget, der er med til at fremme både FN’s verdensmål og den cirkulære økonomi.

MT Højgaard-datterselskabet Scandi Byg blev i 2018 den eneste danske entreprenør, der kan levere godkendt svanemærket modulbyggeri. I Scandi Byg har man taget en strategisk beslutning om, at miljørigtigt byggeri skal være virksomhedens fokus – en beslutning, der blev kvitteret for, da Scandi Byg i 2018 vandt Miljøprisen ved Building Awards 2018.

– Scandi Byg vil gerne tage ansvar og være med til at udbrede bæredygtigt byggeri. Som modulbygger har vi allerede mange års tradition for bæredygtigt byggeri. Nu går vi skridtet videre og har truffet en strategisk beslutning om at levere svanemærkede boliger som standard. Svanemærket giver både medarbejdere, kunder og brugere en sikkerhed for, at det færdige byggeri er opført efter alle kunstens regler i forhold til at skåne miljøet, siger administrerende direktør Thomas Raunsbæk fra Scandi Byg.

Svanemærke til børn

Også i Gladsaxe Kommune er der fokus på svanemærkede byggerier. Kommunen åbnede i 2018 sin første svanemærkede daginstitution, som lever op til krav, der både kommer miljøet og brugerne til gode:

– Vi har i Gladsaxe Kommune – som den første kommune i Danmark – taget beslutningen om, at alle nye børneinstitutioner fremadrettet skal bygges så de opfylder Svanemærkets krav. Denne beslutning har vi truffet i bestræbelserne på at være en bæredygtig kommune og samtidigt bidrage til FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. Begge dele er en central del af vores kommunestrategi – Gladsaxestrategien – og hele vores måde at arbejde på, siger Trine Græse, Borgmester i Gladsaxe.

Større fokus på miljø

Byggebranchens stigende fokus på bæredygtigt byggeri understreges ligeledes i en ny rapport fra Byggefakta.

Ifølge rapporten udgjorde de certificerede projekter 7 procent af den samlede anlægssum i 2017 mod det dobbelte, nemlig 14 procent i 2018. I indeværende år ser dette tal ud til at vokse endnu mere, idet hele 20 procent af det planlagte nybyggeri med et budget på mere end 30 mio. kr. forventes at blive bygget med henblik på en certificering.

Også hos Molio – Byggeriets Videnscenter er miljø og bæredygtighed blandt de helt centrale temaer. Derfor udbyder Molio i år to kurser om svanemærket byggeri i samarbejdet med Miljømærkning Danmark.

Se kurserne her: Svanemærket Byggeri

Svanemærket

  • Svanemærket er det officielle miljømærke i Norden.
  • Svanemærket er med til at fremme cirkulær økonomi og er et stærkt redskab til at realisere FN’s 12. verdensmål om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer.
  • 95 procent af danskerne kender Svanemærket, og 63 procent af danskerne ser efter Svanemærket, når de vælger varer.

Svanemærket byggeri i Norden i tal

  • På 3 år (marts 2016-januar 2019) er antallet af svanemærkede lejligheder, huse og daginstitutioner i Norden, der enten er færdige eller under konstruktion, firedoblet.
  • Pr. 1. januar 2019 er antallet af færdigbyggede lejligheder, huse og daginstitutioner med Svanemærket i Norden ca. 8.000 – og omkring 18.000 er under konstruktion.
  • Pr. 1. januar 2019 var der næsten 10.000 flere svanemærkede lejligheder, huse og daginstitutioner – enten færdige eller under konstruktion – i Norden sammenlignet med januar 2018. Det er en stigning på 57 procent.

Kendetegn for Svanemærket byggeri

  • Lavt energiforbrug inkl. præmiering for brug af vedvarende energi.
  • Godt indeklima vha. krav til bl.a. dagslys, ventilation og fugtsikring.
  • Lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i både byggematerialer og kemiske produkter.
  • Lever op til strenge krav til bæredygtigt certificeret træ.
  • Gennemgang af en uvildig tredjepart af både byggeproces og det færdige byggeri.

Tilmeld nyhedsmail