Flere ansvarlige for fejl og mangler
I et byggearbejde, hvor der opstår mangler, kan der være flere parter, som er ansvarlige for manglens opståen. Eksempelvis kan en mangel opstå som følge af, at entreprenøren har lavet en udførelsesfejl, hvorefter rådgiveren ikke opdager denne fejl ved tilsyn.
Når både rådgiveren og entreprenøren er ansvarlige for den samme mangel, er det derfor af betydning, hvordan den indbyrdes hæftelse bliver mellem parterne over for bygherren.
Det obligationsretlige udgangspunkt
Såfremt flere er ansvarlige for den samme mangel, gælder som udgangspunkt, at der hæftes solidarisk, og at der er indbyrdes regres mellem de hæftende parterne for den del, de hver især skal dække.
Dette vil i et forhold mellem en entreprenør og en rådgiver betyde, at såfremt begge er ansvarlige for manglen, fordi manglen skyldes begges fejl, skal de solidarisk hæfte over for bygherren. Hermed kan bygherren vælge at rette hele sit krav mod enten entreprenøren eller rådgiveren først, og derefter vil den, som kravet blev rettet imod, kunne kræve regres fra den anden solidarisk ansvarlige part.
Der findes dog en række forhold, som modificerer dette udgangspunkt for rådgiveren - blandt andet beløbsbegrænset hæftelse og pro rata ansvar efter ABR 18. Det vil derfor i det følgende belyses, om disse forhold for rådgiveren, også kan få betydning for entreprenørens hæftelse og regresret.
Hvilken betydning har det for entreprenøren, at rådgiver hæfter beløbsbegrænset?
I nogle aftaler mellem en rådgiver og en bygherre kan der være aftalt beløbsbegrænset hæftelse. Et eksempel som illustrerer denne situation, kan være en mangel i et byggeprojekt til en værdi af 1 mio. Såfremt manglen i lige omfang skyldes rådgiverens og entreprenørens fejl, og der ikke er aftalt beløbsbegrænsning mellem bygherre og rådgiver, skal de hver især hæfte for halvdelen, hvilket derfor svarer til 500.000 kr.
Er der mellem rådgiveren og bygherren derimod aftalt beløbsbegrænset hæftelse på 400.000 kr., kan bygherren ikke kræve mere end beløbsbegrænsningen på 400.000 kr. af rådgiveren.
Herefter opstår spørgsmålet om, hvorvidt bygherren, på trods af rådgiverens begrænsede hæftelse, stadigvæk er berettiget til at kræve den hele million udbetalt af entreprenøren. Dette ville føre til at entreprenøren kun ville kunne få regres for 400.000 mod rådgiveren, da rådgiveren ikke kan pålægges at betale mere. Dermed ville entreprenøren komme til at dække 100.000 kr. mere, end hvad han oprindeligt blev pålagt, da han vil dække 600.000 kr. frem for 500.000 kr.
Gennem retspraksis er domstolene nået frem til, at det ikke er rimeligt for entreprenøren, at han som følge af rådgiverens forhold, kan pålægges at betale mere. Hermed vil en beløbsbegrænsning for rådgiveren tillige medføre en regulering af ansvaret for entreprenøren.
Dette betyder derfor, at bygherren i eksemplet kun vil kunne kræve 900.000 kr. af entreprenøren. Hermed vil entreprenøren stadigvæk kunne kræve regres fra rådgiveren på 400.000 kr., og vil således derfor kun komme til at hæfte for 500.000 kr., som var det han oprindeligt skulle hæfte for.
Hermed får det ikke betydning for entreprenøren, hvorvidt der mellem rådgiveren og bygherre er aftalt beløbsbegrænset hæftelse.
Rådgiver og bygherre har aftalt ABR 18
Et andet forhold som entreprenøren skal være opmærksom på, når han indgår aftale med bygherre i et projekt, hvor en rådgiver også er involveret, er hvorvidt rådgiveren har påberåbt sig ABR 18.
Såfremt rådgiveren og bygherre har aftalt at anvende ABR 18, gælder det ifølge dennes § 50, stk. 2, at rådgiveren har pro rata ansvar, såfremt der er flere ansvarlige for samme skade. Dette er derfor en undtagelse til det obligationsretlige udgangspunkt om solidarisk hæftelse mellem rådgiver og entreprenør, og kan i stedet betegnes som delvist solidarisk hæftelse.
Et pro rata ansvar for rådgiveren medfører, at rådgiveren kun hæfter for så stor en del af bygherrens tab, som svarer til den samlede skyld, som rådgiveren har udvist.
Derudover betyder pro rata ansvaret, at rådgiveren ikke kan blive pålagt at skulle dække hele tabet, såfremt entreprenøren går konkurs eller ikke er betalingsdygtig. Derimod findes der ikke en modsat regel, som kommer entreprenøren til gode, hvorfor en entreprenør kan blive ansvarlig for at dække det fulde tab, såfremt rådgiveren går konkurs eller ikke er betalingsdygtig.
Hvad bør parterne være opmærksomme på?
Beløbsbegrænset hæftelse
Parterne skal være opmærksomme på, at hvis der mellem rådgiver og bygherre er aftalt, at rådgiver højst skal hæfte for et bestemt beløb, vil dette ikke få betydning for entreprenørens hæftelse.
Derfor vil bygherren ikke kunne kræve mere betalt af entreprenøren, end hvad entreprenøren oprindeligt skulle dække, da han ikke kan pålægges at skulle stilles ringere, end hvis der ingen aftale var indgået mellem bygherre og rådgiver.
Det bliver i sidste ende således bygherre, som ikke får fuld dækning for tabet, når der aftales beløbsbegrænsning mellem rådgiver og bygherre.
Har bygherre og rådgiver aftalt ABR 18?
Parterne skal desuden være opmærksomme på, hvorvidt rådgiveren og bygherren har indgået aftale om ABR 18, da en indgåelse af ABR 18 betyder, at rådgiveren kun kan blive forpligtet til at dække tabet for egne fejl.
Indgåelse af aftale mellem bygherre og rådgiver om ABR 18 betyder derfor, at en bygherre efter ABR 18 § 50 ikke kan kræve, at rådgiveren skal hæfte for entreprenørens del, hvis entreprenøren ikke er betalingsdygtig, da rådgiveren kun hæfter pro rata – for sin egen del.
Indgåelse af ABR 18 får også betydning for entreprenøren, da bygherren kan vælge at rette sit fulde krav mod entreprenøren først, hvorefter entreprenøren bliver forpligtet til at hæfte for hele manglen, såfremt rådgiveren ikke er betalingsdygtig.