Molios internationale arbejde

Derfor prioriterer vi det internationale arbejde

Udviklingen på BIM-området har stor betydning for byggebranchen – nationalt og internationalt. Derfor har Molio valgt at prioritere aktiv deltagelse i det relevante internationale arbejde. Direktør i Molio, Jørn Vibe Andreasen, fortæller her om Molios internationale engagement og om strategien for det internationale arbejde de kommende år.
Jørn Vibe Andreasen

Jørn Vibe Andreasen  

Adm. direktør i Molio

- Molios internationale engagement har ét "ben" i buildingSMART og ét i de europæiske komiteer og arbejdsgrupper, som vedrører BIM. buildingSMART er et åbent og neutralt internationalt samarbejde om bl.a. udvikling og anvendelse af åbne standarder for BIM. Danmark er repræsenteret i dette internationale arbejde gennem buildingSMART Nordic og Molio står for at koordinere buildingSMART-netværket i Danmark.

- I de relevante europæiske komiteer og arbejdsgrupper bidrager vi med vores erfaringer og nye viden, men vi indhenter i lige så høj grad viden fra den internationale scene, som vi deler med relevante parter og organisationer i Danmark. Dette er med til at nuancere vidensgrundlaget i branchen i Danmark. 

- Fra vores samlede internationale engagement får vi værdifuld viden om fx internationale standarder, som vi inddrager i udviklingen af Molios værktøjer. Derved rustes brugerne af Molios værktøjer til at agere internationalt og indgå i internationale samarbejder. Samtidig er Molio jo også med til at påvirke de internationale standarder med egne udviklingsresultater og dermed også med til at konsolidere Molios værktøjer nationalt som internationalt, siger Jørn Vibe Andreasen.

Molio prioriterer det internationale arbejde, fordi vi har væsentlig viden at bidrage med og fordi vi på den måde kan sikre forankringen af det internationale perspektiv i vores værktøjer.
Adm. direktør i Molio, Jørn Vibe Andreasen

- Netop i disse år arbejdes der intensivt på at færdiggøre internationale standarder på BIM-området i CEN-regi (tilskyndet af EU-kommissionen), ISO samt buildingSMART. Der er også en hastig internationalisering af byggesektoren i gang med flere og flere engagementer, samarbejder og byggeaktiviteter på tværs af landegrænser. Derfor mener vi, det er nødvendigt, at vores værktøjer hviler på internationale standarder. Det gælder internationale standarder, der er forankret i CEN og ISO og særligt de relevante buildingSMART-standarder, forklarer Jørn Vibe Andreasen.

Se hvilke internationale komiteer og arbejdsgrupper Molio deltager i