Ny vejledning om forebyggelse og bekæmpelse af rotter | Molio

Ny vejledning om forebyggelse og bekæmpelse af rotter

Nyhed fra Byggedata: Miljøstyrelsen har udgivet en vejledning, som skal sikre effektiv forebyggelse og bekæmpelse af rotter i Danmark. Vejledningen forklarer desuden de bestemmelser, der fremgår af bekendtgørelse nr. 1686 af 18. december 2018 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter.

Det vigtigste mål for den moderne rottebekæmpelse er at forebygge, at rottebestande opstår, sådan at deres tilstedeværelse ikke giver anledning til uhygiejniske forhold, sundhedsmæssige problemer eller andre gener for befolkningen.

Forebyggelsen af rotter kan imidlertid ikke gøre det alene, idet der erfaringsmæssigt altid vil opstå situationer, hvor bekæmpelse af rotter vil være den eneste mulige løsning her og nu.

For at opnå en effektiv bekæmpelse af rotter bør bekæmpelsen foretages af hele bestande og ikke blot som en udryddelse af enkeltindivider. Derudover vil det ofte være nødvendigt at foretage bekæmpelsen i større, sammenhængende geografiske områder, så man undgår indvandring af nye rotter fra ét område til et andet.

Bekæmpelsen skal ske med maksimal sikkerhed for mennesker, husdyr og vilde dyr i omgivelserne – samt på en dyreetisk og miljømæssigt forsvarlig måde. Det indebærer bl.a., at rotterne skal aflives så humant som muligt, og at reglerne for besiddelse og anvendelse af gift nøje skal følges.

Formålet med vejledningen er at bidrage til, at myndigheder, rottebekæmpere og borgere i fællesskab lettere når de ønskede mål.

Ud over forklaringen på lovgivningen på rotteområdet, indeholder vejledningen i alt 7 tillæg som beskriver, hvad der i praksis kræves for at sikre en effektiv forebyggelse og bekæmpelse af rotter.

Hent vejledningen her

Vil du være sikker på, at du til hver en tid arbejder på de gældende regelgrundlag? Læs om Molio Byggedata her

Tilmeld nyhedsmail

Relaterede emner