3 årtier med digitalt samarbejde i Danmark

buildingSMART har gennemgået en rivende udvikling siden organisationen blev grundlagt for 28 år siden. I dette interview redegør Jan Karlshøj, Ole Berard og Peter Bo Olsen for buildingSMART Danmarks historie, nuværende status og visioner for fremtiden.

En regnfuld eftermiddag satte vi Jan Karlshøj, Sektionsleder på DTU, Peter Bo Olsen, Standardiseringsspecialist i Molio, og Ole Berard, Digitaliseringschef i Molio, i stævne til en snak om, hvordan buildingSMART og openBIM har udviklet sig i Danmark de seneste tre årtier og fremtiden for organisationen og buildingSMART-værktøjerne.

People

Foto: Fra venstre, Ole Berard, Jan Karlshøj og Peter Bo Olsen  

buildingSMART handler om dataudveksling og samarbejde

Indledningsvis fik alle de tre mulighed for at sætte deres ord på, hvad de hver især ser som kernen i buildingSMARTs arbejde. Jan Karlshøj forklarer, at buildingSMART grundlæggende handler om at udnytte alle de data, der hele tiden bliver generet.

”Al data som bliver generet alle mulige steder kan udnyttes. Det er lidt som ved internettets begyndelse, hvor ingen kunne forudse, hvordan teknologien ville skabe værdi. OpenBIM øger potentialet i data. Vi vil have bedre konsistens i data og informationer, bl.a. ved at undgå dobbelt indtastning, og i stedet genbruge data i åbne formater. For mit eget vedkommende, er genbrug af data et positivt aspekt af at være doven.”

Ole Berard supplerer ”For mig handler openBIM også om at fremme samarbejde ved at udveksle og genbruge data og informationer. Hermed øger vi produktiviteten i byggebranchen. I dag kan vi i langt højere grad end tidligere koordinere rådgivernes projektdata og modeller, hvilket skaber et fælles datagrundlag for udvikling.”

Peter Bo Olsen erklærer sig enig i værdiskabelsen og tilføjer, ”OpenBIM er industriens mulighed for at skabe bedre forudsætninger for bedre samarbejde. Byggebranchen flytter sig lige nu, og styrer selv hvordan og til hvilket formål den vil anvende data.”

Jan Karlshøj har været med fra starten

Selv om det er mange år siden, at buildingSMART – som dengang slet ikke hed buildingSMART men International Alliance for Interoperability – kom til Danmark, er der stadig mange ildsjæle, som holder standarderne opdaterede. Jan har nok været den person i Danmark, som har arbejdet mest med buildingSMART gennem tiden.

”Tilbage i 1995 fik ABB (AutoCAD Brugere i Byggebranchen) en henvendelse fra Autodesk om et nyt initiativ om fælles standarder. Der blev lavet nogle møder, hvor man dannede et Nordisk Chapter, for at kunne matche andre europæiske chapters som UK, tysktalende lande, fransktalende lande , og det førte til etableringen af det nordiske chapter blandt andet sammen med Stig Brink og Poul Sorgenfri Ottosen og Peter Hjortshøj. I mangel af bedre fik buildingSMART adresse på min hjemmeadresse,” erindrer Jan Karlshøj.

buildingSMART Danmark ser dagens lys i 2020

Fast forward til 20erne, hvor buildingSMART Danmark blev etableret som selvstændigt chapter.

”I 2020 blev det nordiske Chapter opløst på buildingSMART Internationals opfordring, og landene overgik til at være selvstændige Chapters. Samtidig skete der et skift, da de nordiske lande ønskede et tættere samarbejde omkring openBIM, end der er grundlag for i buildingSMART International. Derfor var jeg med til at stifte et Nordisk Hub, hvor vi kan have en tæt dialog, selv om det ikke har en officiel status hos buildingSMART International,” forklarer Ole Berard. ”Det er meget naturligt at have et stærkt samarbejde i Norden, hvor vi deler kultur og en digital modenhed.”

Jan Karlshøj forklarer, at vi i Norden nærer stor tillid til hinanden. Det betyder, vi derfor også er villige til at dele data med hinanden, hvilket naturligt fører til behovet for fælles standarder. Med tiden har Jan Karlshøjs engagement i buildingSMART ændret sig.

”Nogle gange ser jeg mig selv stå lidt ude på sidelinjen i forhold til buildingSMART Danmark. Jeg er Fellow og sidder stadig i Standard CommitteeTechnical Executive i buildingSMART International, hvor jeg er dermed med til at udvikle de fremtidige standarder i buildingSMART. Jeg deltager også, når det er muligt, i de internationale Chapter Calls, hvor vi deler informationer om, hvad der sker internationalt. Det er spændende, da der stadig kommer mange nye ambitiøse Chapters fra nye lande. Vi har bl.a. været med til at hjælpe lande som Polen i gang med deres Chapter. Det er lidt vildt, at vi i et sådan et lille land alligevel har erfaringer, som kan bruges andre steder i verden,” fortæller han.

”Da vi i Danmark stillede nationale krav til IFC i 2007 (gennem IKT-bekendtgørelsen), var vi blandt de første lande i verden. Dér rykkede vi frem i bussen. Brugere af Revit-, Archicad-og Bentley-produkter kunne deltage i konkurrencer udskrevet af softwarehusene, menjeg syntes hellere, at man skulle konkurrere på samarbejde på tværs af softwareprogrammernes grænser. Derfor stiftede foreslog jeg buildingSMARTInternational Awards, hvor flere danske parter har fået særlige anerkendelser og vundet openBIM-konkurrencer over resten af verden.”

At IFC er et gode for hele branchen, er Peter Bo Olsen enig i.

”Jeg kan huske, at vi tilbage i 2014 hos MTH havde besøg af Jan, som opfordrede os til at sende et oplæg til buildingSMART om, hvordan vi arbejdede med udbudsmateriale på. Vi kunne se, at når der var stillet krav til IFC i udbudsmaterialet, var materialet af højere kvalitet. Det var som om, at det havde en smittende effekt på kvaliteten, at man leverede data i åbne formater, som alle kunne kigge ind i. Det er jo en direkte værdiskabelse, som åbner op for nye muligheder.”

Ole Berard tilslutter sig og fortæller ”Der er sket meget siden dengang. OpenBIM er en integreret del af byggebranchen. Det er svært at forestille sig, hvordan det ville se ud, hvis vi ikke havde IFC- og BCF-formaterne.”

BuildingSMART: fra udveksling over koordinering og datakvalitet til automatisering

På spørgsmålet om hvilken udvikling buildingSMART har gennemgået i løbet af organisationens levetid og fremtidsudsigterne, er de tre eksperter relativt enige. Peter Bo Olsen fortæller,

”buildingSMART er sammen med CEN og ISO en af de tre store standardiserings-organisationer. Nogle gange konkurrerer organisationerne lidt, men der er bestemt også en god dynamik, hvor man bygger ovenpå eksisterende standarder eller udvider lokale eller europæiske standarder til internationale ISO-standarder. buildingSMART og BIM har flyttet sig fra simpel udveksling, koordinering og samarbejde til i højere grad at handle om data-kvalitet, validering og korrekthed. For et år siden fortalte Bravida om, at det er godt og naturligt at arbejde med OpenBIM, men at det skal valideres i forhold til hvordan data skal bruges.”

Jan Karlshøj er enig i, at IFC-formatet bliver mere og mere modent, hvilket ikke mindst skyldes en række software-virksomheder, der har spillet en stor rolle i udviklingen af openBIM og buildingSMART værktøjerne.

”Solibri har formentlig været den største driver for at udbrede IFC-formatet, da man er nødt til at benytte IFC for at kunne udnytte de fordele som Solibri tilbyder. Solibri fiksede dog nogle gange andre programmers fejl i implementeringen f IFC-formatets, som har givet usikkerhed på hvad projektfilen indeholder. BCF-formatet som oprindeligt blev doneret af Solibri, Tekla og Magicad, er blevet den gængse måde at kommunikere ”issues”, fx kollisioner, mellem programmer eller via forskellige Common Data Environments (CDE’er eller projektweb, red.).”

Når Peter Bo Olsen tænker i fremtidsscenarier for buildingSMART, er han fortrøstningsfuld.

”Der er en modenhed i branchen lige nu, hvor man taler I’et i BIM. Det baner vej for, at buildingSMARTs nye værktøjer som IDS (Information Delivery Specification) og BIM Uses cases bliver de nye store ting.”

Jan Karlshøj tilføjer, ”IDS er bygherres ønskeseddel over hvilke data de vil have og i hvilken IFC- version, de vil have dem i. Det smarte ved IDS er, at den er computerlæsbar, og det er en kæmpe gevinst, som betyder, at man efterfølgende automatisk kan tjekke om data er leveret korrekt. I fremtiden kan det være, at man kan indstille softwaren efter IDS’en, så programmet automatisk kun leverer de relevante data, som der er stillet krav til i den specifikke fase fra den specifikke rådgiver.”

Fra niche til bredere udbredelse

For Ole Berard er endemålet øget automatisering.

”I begyndelsen blev disse standarder og tilgange betragtet som niche-løsninger, der kun blev brugt af nogle få aktører inden for byggebranchen. Men som tiden er gået, er de blevet mere og mere accepterede og udbredt. Dette skyldes delvist, at stadig flere aktører har set de klare fordele ved at bruge disse standarder, herunder bedre samarbejde, reducerede omkostninger og øget produktivitet,” fortæller han.

”Derudover har der været en stigende bevidsthed om vigtigheden af at dele data og information mellem forskellige software- og systemplatforme i byggebranchen. Det har også bidraget til øget brug af åbne standarder og openBIM-tilgangen. Jeg tænker, at buildingSMART og IFC er et af de vigtigste modenhedstrin, der er brug for, før vi i højere grad kan automatisere byggebranchen. Automatisering vil virkelig være værdiskabende for byggebranchen, bygningernes totaløkonomi og for hele samfundet – ikke fordi vi bliver færre mennesker i byggeriet, men fordi vi kan bruge vores tid og kompetencer på mere værdiskabende ting,” forudser han.

Lære af erfaringerne efter 3 årtier med buildingSMART

Når man tænker i fremtidsscenarier, er det altid fornuftigt at bruge erfaringerne til at komme videre. Jan Karlshøj, mener man kunne have været mere åbne om udfordringerne ved den dengang ikke helt modne IFC-format.

”Når jeg kigger tilbage, er der flere områder, hvor man kunne have ageret smartere for at fremme openBIM. Vi skulle have gjort mere i 2007 for at oplyse bygherrerne, som skulle stille kravene om fordelene ved IFC og måske endda ikke BIM. buildingSMART italesatte IFC-formatet, som om det hele var implementeret i softwareprodukter, men foran computeren virkede det ikke altid lige så godt. Troede brugerne, at OpenBIM løste alt, så blev de skuffede. Samtidig fokuserede buildingSMART i for høj grad på udviklingen af nye funktioner i IFC-formatet frem for implementering af de eksisterende værktøjer hos brugerne og i virksomhederne.”

Ole Berard er enig i, at man skulle have tænkt mere strategisk fra starten.

”Den professionalisering af buildingSMART, der kom med den tidligere CEO, Richard Petri, kom desværre alt for sent. Samtidig havde organisationen næsten intet budget, så alt arbejdet blev lavet af ildsjæle i deres fritid. Det er næsten et mirakel, at det alligevel er lykkedes at udbrede openBIM globalt,” forklarer han. ”Men med de nye teknologier, som vinder frem lige nu, er behovet for openBIM større end nogen sinde. For mig er automatisering som sagt målet. I sin vildeste form kunne det være at Chat GPT kan skabe en IFC-model. Mere realistisk vil vi kunne drage fordel af at automatisere en del af modelleringsarbejdet, så vi kan frigøre ressourcer til at kigge byggerierne bedre igennem i softwaren. Byggeriets digitale kvalitet er slet ikke højt nok i dag, og det kræver mere automatisering, at frisætte ressourcer til at løfte det.”

Fremtiden i buildingSMART Danmark: Rum for Ejendomme, IDS og dansk deltagelse i bSI Awards
Peter Bo Olsen løfter sløret for, hvad nogle af de ting, der er i vente i buildingSMART Danmark regi: ”Der etableres snart et nyt bSDK rum (buildingSMARTs betegnelse for et udviklingsforum, red.) for openBIM i Ejendomsdrift med deltagelse fra driftsorganisationer og virksomheder, og rummet er blandt andet støttet af DI Ejendomme og Grundejernes Investeringsfond. I forhold til implementeringen af openBIM og de danske openBIM rum og introduktionen af IDS på Molio-Konferencen i november 2022, vil der med i løbet af i år blive fokuseret på IDS i praksis med udgangspunkt i use cases fra den danske bygge- og anlægsbranche,” forklarer Peter Bo Olsen og slår også et slag for buildingSMART Awards, ”buildingSMART Awards er vigtig i fortællingen og ikke mindst udbredelse af den bedst mulige praksis med openBIM, og vi har tidligere flere gange markeret at den danske branchen er rigtig gode til at anvende openBIM, så her er målet en god dansk deltagelse til bSI Awards i både 2023 og 2024,” afrunder Peter Bo Olsen.

Samtalen med de tre eksperter har understreget, hvor vigtigt det er med lokale ildsjæle, der brænder for en sag, som kommer hele branchen til gode. De værktøjer, som skaber et fundament for samarbejde og vidensdeling i byggebranchen, er fra starten blevet skabt af frivillige fageksperter. I fremtiden spiller de frivillige kræfter stadigvæk en stor rolle, samtidig med at organisationen gennemgår en professionalisering. buildingSMART er på én og samme tid en organisation med et stærkt værdisæt, en række fælles værktøjer med indbyggede standarder og et fællesskab af passionerede fagfæller. Det er en opskrift, som har bevist sit værd – og alt peger på at buildingSMARTs værktøjer bliver mere og mere udbredte i den danske og internationale bygge- og anlægsbranche.