Test din viden om radon - Molio

Test dig selv: hvad ved du om radon?

Radon er en radioaktiv gas, som findes naturligt i undergrunden, og som øger risikoen for udvikling af lungekræft. Men hvad ved du ellers om radon? Prøv testen.

Radon er en naturligt forekommende radioaktiv gasart, som blandt andet kan sive op gennem revner og sprækker i et hus' fundament. Den største koncentration af radon i indeluften vil derfor typisk være i den nederste del af bygningen.

Det kan være farligt at indånde radonholdig luft, som kan skade cellerne i lungerne og udvikle lungekræft. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er radon den næststørste medvirkende årsag til lungekræft (efter aktiv rygning).

Det er anslået, at radon i boliger er en medvirkende årsag til omkring 9 procent af alle nye lungekræfttilfælde i Danmark; cirka 300 tilfælde pr. år.

Radon lugter ikke, kan ikke ses eller smages og fremkalder ikke umiddelbare bivirkninger, og derfor er ædelgassen ekstra vigtig at have fokus på.

>> Lær meget mere om radon i denne infografik

>> Se også Molios kursus: Radonsikring i praksis

Hvor mange spørgsmål om radon kan du svare på?

Spørgsmål 1: Radon er et grundstof – hvilke kendetegn har radon?

a) Radon lugter som gas
b) Det er en grøn røg
c) Radon kan hverken ses, lugtes eller smages

Spørgsmål 2: Radon dannes fra et andet grundstofs henfald – hvilket grundstof?

a) Radium
b) Barium
c) Beryllium

Spørgsmål 3: Hvornår kom der Sbi-anvisninger for radonsikring i nybyggeri med skærpet krav til indhold af radon?

a) 1980
b) 2011
c) 2016

Spørgsmål 4: Hvor mange boliger i Danmark vurderes at have et for højt indhold af radon i indeluften?

a) Hver 2.
b) Hver 10.
c) Hver 100.

Spørgsmål 5: Hvilket måleinstrument anbefaler myndighederne at anvende til at måle radon?

a) Dosimeter
b) Spektrometer
c) Refraktometer

Spørgsmål 6: Hvor i landet er radonforekomsterne i jorden størst?

a) Nordjylland
b) Fyn og Sønderjylland
c) Sjælland, Bornholm og øerne

Spørgsmål 7: Hvornår bør der iværksættes større forbedringer i eksisterende byggeri, hvis der måles for radon ? (Bq/m3 = becquerel pr. kubikmeter)

a) Over 100 Bq/m3
b) Over 200 Bq/m3
c) Over 300 Bq/m3

Spørgsmål 8: Hvornår på året er det mest validt at måle for radon?

a) Sommer
b) Hele året
c) Opvarmningssæsonen (vinter)

 

 

 

(Svar: 1=c, 2=a, 3=b, 4=b, 5=a, 6=c, 7=a, 8=c)

Tilmeld nyhedsmail